A+  A-  |  Udskriv  |  RSS  |  Login  |  Følg os  
 

Bandagisten går på pension - 25.5.2016

Fredag den 27. maj er det så vidt. Bandagist Ketill Næsborg-Andersen går på pension efter 48 år i faget.

Så er der desværre ikke længe til at Ketill går på pension. I er alle velkomne til at kigge forbi på fredag i Haderslev mellem 13 og 15 og ønsk god vind.
Ketill ønsker sig ikke gaver, men gerne bidrag til Ana-Maria og du kan se et video-indslag fra sidst Ana-Maria var i Danmark
her.


Fra København til Haderslev via Ethiopien

Han startede i sin tid på Ortopædisk Hospital i København som ortopædimekanikerlærling, blev udlært og kom derefter ind på selve bandagistuddannelsen, som dengang foregik i firmaet SAHVAs regi. Som nyuddannet bandagist blev han i 1978 ansat i SAHVAs afdeling i Sønderborg og var der indtil nytår 1982, hvor han rejste til Ethiopien, ansat af Internationalt Røde Kors. I Ethiopien var opgaven at få tre ortopædiske værksteder etableret samt uddanne teknikere, så landet selv kunne sørge for sine handicappede, især med proteser.

 

Vel hjemme igen i 1985 startede han egen bandagistvirksomhed i Haderslev og snart dækkede virksomheden hele Sønderjylland samt Esbjerg og Kolding. Utallige er de kunder, han har hjulpet gennem årene. I 2010 blev firmaet solgt til Bandagist-Centret og siden da har Ketill Næsborg-Andersen primært arbejdet i Kolding, Haderslev og Sønderborg afdelingerne.

 

Han har gennem årene i stigende grad fokuseret på betydningen af en ordentlig fodstilling, og kunderne kommer fra hele landet for at få hjælp til dårlige fødder. Det betyder ikke, at han har fravalgt de andre dele af sit fag. Hans uddannelse betyder, at han både har blik for teorien bag proteserne og også den rent praktiske udformning.

 

Rehabiliteringscenter for torturofre og Ana-Maria

Han har gennem årene samarbejdet med Rehabiliteringscenter for torturofre (RCT), hvor han har været en vigtig del af rehabiliteringsarbejdet med torturofre. Ligeledes blev han tidligt indblandet i arbejdet med at hjælpe en rumænsk pige, Ana-Maria, som er født uden det nederste af sine arme. Dette arbejde har været omtalt i såvel aviserne som i Tv udsendelser fra TV SYD, hvor du kan se seneste gang Ana-Maria var i Danmark sidste år her: http://www.tvsyd.dk/artikel/video-moed-den-rumaenske-pige-der-fik-nye-arme.

 

 

Ønsk Ketill god vind

Der afholdes reception fredag d. 27. maj kl. 13-15 på Bandagistcentrets adresse Nordhavnsvej 4 i Haderslev. Alle er velkomne til at kigge forbi og ønske ham god vind i sit otium.

Ketill Næsborg-Andersen anmoder om, at man ikke giver ham en gave, men i stedet betænker foreningen Ana-Marias venner, der hjælper Ana-Maria, så pigens fremtid kan sikres endnu bedre.

 



Tilbage
Powered by Søgaard & Co